Som et land omgivet at havet har Danmark en lang og stolt tradition for skibsfart.
- skibsfart mellem landets provinser,
- skibsfart på udlandet (i Europa),
- skibsfart på oversøiske områder og kolonier, samt
- transitskibsfart gennem danske farvande.
Skibsfarten har været udøvet af flere grupper. Man kan i hovedsagen skelne mellem almueskibsfart, provinskøbstædernes skibsfart, hovedstadens skibsfart og udenlandsk skibsfart (fx Hanseforbundet og nederlændinge). Historisk set har staten ofte grebet ind for at fremme eller hæmme skibsfarten, fx i form af stabelret, det vil sige en fortrinsret for bestemte steder til bestemte former for skibsfart.
Andre forhold, der har spillet ind på vilkårene for skibsfarten, er skibenes størrelse (især dybgang), havneforholdene samt forandringer i behovene for varer. I ældre historisk tid har de vigtigste varer været fisk, korn og træ (både til bygnings- og brændselsformål), men også fx salt, mel, malt og øl, kød og fetalje, kvæg og heste, kalk, teglsten, salpeter, tjære og jernvarer har spillet en betydelig rolle. Fra slutningen af 1800-taller og frem til 2. verdenskrig spillede kul og koks en stor rolle. Efter 2. verdenskrig har olie spillet en særlig stor rolle.
Mellemkrigstiden
Mellemkrigstiden var en krisetid og tillige en tid, hvor betydningen af en god havn tydeligt viste sig. Til trods for det veludbyggede jernbanenet og bilfærdslens begyndende fremvækst var netop gode og dybe havne medvirkende til at fremme en bys næringsliv og omsætning – ikke blot søfarten, men tillige engroshandel og industri viste tydelige træk i retning af at blive lagt i gode havnebyer. Banenet og biler fik derimod indflydelse på havnenes oplande (baglande).
Blandt 35 byer (Hovedstaden fraregnet), hvis ind- og udgående godsmængde i 1929 tilsammen udgjorde 50.000 tons eller mere, indtog Ålborg-Nørresundby en klar førsteplads med 2.012.000 T efterfulgt af Århus med 1.371.000 T, Esbjerg med 826.000 T, Odense med 652.000 T, Nyborg med 435.000 T og Fredericia med 344.000 T. En godsomsætning over 200.000 T havde desuden Horsens, Randers, Nakskov, Korsør, Vejle, Kolding og Svendborg, mens Køge, Nykøbing Falster, Haderslev, Stege, Holbæk, Frederikshavn, Sønderborg, Rønne, Åbenrå og Kalundborg alle havde en godsomsætning over 100.000 T. For de fleste skyldes deres stilling enten eksportindustri eller vareudførsel (fx cementindustrien i Ålborg-Nørresundby, landbrugsvarer fra Esbjerg til England, sukkerindustrien i Stege, brosten i Rønne) eller omvendt en rolle som centrale importhavne for et stort bagland (Århus, Odense, Nyborg, Nakskov og Korsør), mens Fredericias stilling skyldtes den derværende industris importbehov.
Byer som Haderslev, Svendborg og Sønderborg havde fast rutefart på Hamborg, Frederikshavn derimod på Christianssand, Oslo og Gøteborg. De fleste andre danske havnebyer havde fast rutefart på København, der indtog en særstilling derved, at ikke mindre end 91% af landets samlede tonnage af laste- og passagerskibe på 20 BRT eller mere hørte under rederier her, og denne andel øgedes til 96% for større skibe (over 700 BRT).
For engroshandelens vedkommende forekom omsætning på 100 mill. kr. eller derover kun i byer med havnedybder over 7 m, 30 mill. kr. eller derover kun i byer med havnedybder over 5 m, mens lavere omsætning forekom i byer med mindre havnedybde og i byer helt uden havn.